Forfatter: Natsuo Kirino genre: Thriller Year: 2008 ISBN: 9788791812309
|
|
|
I Ude er det lykkedes Kirino at kombinere et uhørt spændende plot og suspense med en knivskarp indsigt i kvindesindet krinkelkroge. I sidste ende stiller den prisvindende japanske roman spørgsmålet: Hvad skal der til, for at helt almindelige mennesker begår den ultimative udåd, nemlig mord? Og er vi villige til at suspendere etik og moral for egen vindings skyld, eller hvis mordet ikke bliver opdaget? I Ude følger vi fire kvinder, der arbejder på natholdet på en fabrik, som laver færdige madpakker. Alle fire kvinder er trods forskellige sociale vilkår og baggrunde låst hjælpeløst fast i en tilværelse med fordrukne, utro mænd, gæld og dårlige jobs - uden udsigt til noget bedre. En aften da Yayois mand endnu en gang kommer hjem fra den lokale spillebule, kvæler hun ham i affekt. Hun betror sig til sin ældre veninde og kollega, Masako, og med hjælp fra to andre kolleger, Yoshie og Kuniko får de skaffet liget af vejen. På en yderst effektiv og makaber måde . Øjensynlig har de begået den perfekte forbrydelse. Men desværre kommer flere ubehagelige personer på sporet af dem: politiet, ejeren af spillebulen og en tidligere kollega til Masako, der nu er lånehaj. Han har forbindelser til den japanske mafia, yakuzaen, og presser Masako til at hjælpe sig med et nyt forretningsområde: At skaffe besværlige lig af vejen for yakuzaen. De fire kvinder indgår nu en uhellig alliance, hver med deres motiv: at dække over det indledende mord, at skaffe penge til at afvikle deres gæld og at finde en vej ud af deres sociale morads . Ude er et fængslende portræt af fire forskellige kvinders skæbne og et brutalt realistisk billede af Japan og nutidens samfund - serveret råt for usødet.
|
|
|